Overgang fra barn til voksen

Overgang fra barn til voksen

Når du som ung fylder 18 år, er du officielt voksen. Det betyder, at du selv får ansvaret for en række opgaver omkring dit høretab.

Overgangen fra barn til voksen starter allerede så småt, når du begynder på en ungdomsuddannelse.  

Der er mange ting i forbindelse med overgangen, som både du og dine forældre skal være opmærksomme på i god tid, så du får den rette hjælp i forhold til studiestart, herunder høretekniske hjælpemidler osv.

Fra PPR til Kommunikationscenter

Da du gik i folkeskole, havde du en tale-hørekonsulent i din kommune/PPR. Når du bliver 18 år, kan du i stedet få hjælp hos en hørekonsulent på et kommunikationscenter.

Her kan du få rådgivning og vejledning om fx accept af dit høretab, valg af uddannelse og job, støttemuligheder og handicap-kompenserende ordninger.  

Du kan også få hjælp fra en specialkonsulent, som er en hørekonsulent, der har særligt fokus på studerende og erhvervsaktive. Hvis du går på en ungdomsuddannelse, kan du allerede før du fylder 18 år få hjælp via SPS-systemet - fx gå hos en hørekonsulent på kommunikationscentret.  

Du vil dog stadig være tilknyttet PPR og de almindelige tilbud på kommunikationscentret, får du først adgang til, når du fylder 18 år.  

Du kan finde dit kommunikationscenter her.  

Ung med høreapparater?  

Hvis du har høreapparater, vil du opleve et stort skift i systemet, når du fylder 18 år. Her går du nemlig fra at kunne få nye høreapparater op til én gang årligt til, at der nu bliver 4 år imellem, at du kan få adgang til nye apparater.  

Du bliver heller ikke længere indkaldt, men skal fra nu af selv kontakte audiologisk afdeling eller høreklinikken for at få nye apparater. Du vil også komme til at mærke den ventetid, der er på høreområdet.

Ung med CI eller Bahs?

Når du har CI eller Bahs, er du fortsat tilknyttet et CI-center eller audiologisk klinik, selvom du fylder 18 år.

Tjek din e-Boks

Det er meget vigtigt, at du og dine forældre er opmærksomme på de breve, du modtager i e-Boks, som f.eks. samtykker. Uden samtykke fra dig må hørekonsulenten ikke kontakte dit studiested - og kan dermed ikke hjælpe dig.


Skal du flytte hjemmefra?

De høretekniske hjælpemidler som dine forældre har ansøgt om til dig, tilhører den kommune, du har boet i indtil nu. Du skal derfor selv ansøge om dét, du har brug for, i den kommune du flytter til. Derfra skal den nye kommune på ny vurdere dit behov for hjælpemidlet.  

Hjælpemidler til voksne over 18 år bevilges efter Servicelovens § 112. Inden du kontakter kommunen, er det en god idé at forberede dig på at forklare, hvilke udfordringer dit høretab giver dig i hverdagen - og hvilke behov og begrænsninger du oplever.

Hvis du f.eks. vil søge om høreteknisk udstyr til privat brug, så skal du forklare, hvor og i hvilke situationer du vil bruge det.  

Kortlæg din hverdag og forklar, hvilke begrænsninger du oplever og hvad de betyder for dig – så du får gjort det tydeligt, hvordan udstyret er nødvendigt for dig.

Hvad siger loven om overgangen fra barn til voksen?

Ved udgangen af 2020 vedtog Folketinget en ny lovgivning om den gode overgang til voksenlivet for unge med handicap. Ændringerne i Serviceloven pålægger kommunerne at begynde at forberede overgangen allerede, når du fylder 16 år.  

Læs DUKH's lovguide: Fra Barn til voksen.  

Læs lovteksten her.

Artikler

Flere artikler

Her kan du læse flere artikler om projektet

Sex med høretab - at finde vej til nydelse med og uden lyd

Før Cecilie havde sex første gang, tænkte hun ikke over, at hendes høretab kunne blive en kilde til akavede og frustrerende øjeblikke under sex. Lad dig rive med, og hvis du ikke kan høre, så luk øjnene og fokusér på din krop og nuet, er Cecilies bedste råd.

“Nu stopper det!” - Hvordan Christian lærte at have modet med sig

Christian blev set ned på i folkeskolen og på tømreuddannelsen grundet sit høretab. Nu, som 28-årig er det helt anderledes, og han oplever ofte, at folk omkring ham glemmer, at han har en hørenedsættelse. Hans bedste råd til unge med høretab lyder: Udfordr dine egne grænser og tagansvar for dit høretab.

By clicking “Accept All Cookies”, you agree to the storing of cookies on your device to enhance site navigation, analyze site usage, and assist in our marketing efforts. View our Privacy Policy for more information.